Repræsentanter for PPR i Odder Kommune: ”Vi ønsker at bringe ventetiden ned”

En ny undersøgelse fra DR viser, at ventetiderne på PPR i Odder Kommune i gennemsnit lyder på 4-6 måneder. Repræsentanter for afdelingen ønsker nu at bringe ventetiden ned.

Af Nicholas Jensen

I Odder Kommune risikerer børn, der oplever psykiske problemer, at skulle vente op til seks måneder, før PPR har tid til at tage hånd om dem. Det viser en ny undersøgelse fra DR.

Afdelingsleder for PPR i Odder, Rikke Ebert, ønsker nu at bringe ventetiden ned til et realistisk minimum.

”Vi ønsker at komme i den kategori, der hedder 1-3 måneder. I enkelte tilfælde må det gerne handle om få dage eller uger,” siger Rikke Ebert.

Særlige vilkår under corona-pandemien har forsinket udredningsarbejdet, men kommunen arbejder hårdt på, at ventetiden vil blive bragt ned indenfor en overskuelig fremtid, og man gør alt, hvad man kan.

”Vi har haft ni uger under corona-tiden, hvor vi ikke haft mulighed for at udføre vores arbejde, men vi arbejder stærkt på at få bragt ventetiden ned,” siger Theresa Kepp, leder af Børne- og Familiecentret i Odder Kommune.

Ventetid fører til unødig mistrivsel

I afdelingen for PPR ved man, at lange ventetider kan resultere i, at flere børn risikerer at opleve unødig mistrivsel, som påvirker dem på kort og lang sigt. Afdelingsleder Rikke Ebert fortæller, at det frustrerer medarbejderne, som ønsker at hjælpe alle dem, de overhovedet kan.

”Vi ved, at lange ventetider kan have store konsekvenser for børn – især dem med autisme-problemstillinger kan blive forpinte – og det er vi absolut ikke glade for,” siger Rikke Ebert.

Man ønsker at bringe ventetiden ned så hurtigt som muligt, men erkender, at det kan tage tid, eftersom arbejdet i PPR skal ses som en langvarig proces.

”Psykiatrien stiller en masse rimelige krav til os, som handler om den måde, vi udreder børn på. Det kan ikke klares på ingen tid, så det er vigtigt, at vi ikke ser PPR som et område, som barnet lynhurtigt stryger igennem,” siger Rikke Ebert.

Leder af Børne- og Familiecentret, Theresa Kepp, fortæller desuden, at alle er enige om, at der både kan og skal gøres noget, og man tager gerne ansvaret på egne skuldre.

”Vores ansvar er at bringe ventetiden ned til et minimum, og det er vi alle enige om,” siger hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *